Stikkelsbær-lagkage med karamelliserede hyben

Har du stikkelsbær i haven, så prøv denne lækre lagkage med stikkelsbær-coulis lagt på nederste bund og stikkelsbær-creme lagt på midterste lagkagebund.

Har du også hyben i haven eller naturen omkring, så prøv at tilberede dem til lækre karamelliserede hyben som kan bruges til pynt.



Start med at samle hyben. Brug ca. 25-30 stk. Skyl og rens alle hyben. Tag handsker på og skær enderne af. Halver alle hyben og befri dem for kernerne. Skyl alle hyben når de er halveret og befriet for kerner. Vej 50 g.hyben af.

Del hver halvdel i 3-4 skiver.

Læg hybenskiverne i en gryde og tilsæt 2 spsk. sukker ( 40 g.) samt 1 spsk. vand.

Lad det trække i 25-30 minutter.


Rens og skold et glas med låg.


Bring hyben-blandingen op til kogepunktet mens hybenskiverne vendes rundt i sukkeret.

Lad det simre ved middelvarme mens der jævnligt røres rundt.

Pas på, at det ikke brænder på.

Når hybenskiverne er møre og er karamelliserede, tages gryden fra varmen.

De karamelliserede hyben hældes i glasset. Luk låget til og sæt glasset på køl.


Derefter tilbederes stikkelsbær-cremen.


Du skal bruge:

Til creme:

150 g. stikkelsbær

75 g. sukker

Saft af 1/2 citron.


5 store spsk. flødeskum.


Rens og skyl stikkelsbærrene. Nip alle små stilke af.

Læg dem i en gryde og tilsæt sukkeret. Pres den halve citron over. Lad det trække 20-30 min.

Rens og skold et glas med låg.

Kog blandingen op til kogepunktet. Lad det koge ca. 5 min. mens der røres rundt. Dæmp varmen en smule mens det stadig simrer, og der røres rundt. Tilsidst tykner blandingen mens den karamelliserer. Lad det kun koge/simre ca. 5 min. Hæld stikkelsbær-marmeladen på glasset, luk låget til og sæt glasset på køl.

Efter ca. 1 times afkøling piskes 2,5 dl. piskefløde.

Stikkelsbær-marmeladen hældes i en skål og der tilsættes 5 store spsk. flødeskum.

Flødeskummet vendes med marmeladen. Den resterende flødeskum gemmes til pynt.

Sæt cremen på køl.


Til lagkagen:

3 lagkagebunde

Stikkelsbær-coulis ( Find opskrift HER )

Makroner

Vanille-creme af 1/2 brev cremepulver og 2 dl. letmælk ( Følg anvisning på pakken )

Stikkelsbær-creme


Sådan gør du:

Lagkagebunden skilles fra mellemlægspapiret og de 2 øvrige lagkagebunde. Lagkagebunden lægges på et lagkagefad med den glatte side opad.

Der lægges et lag stikkelbær-coulis på lagkagebunden. Tag primært bærrene og læg på i et jævnt lag.

Knus makroner over i et jævnt lag, så det dækker helt ud til kanten.

Læg et lag vanillecreme på i et jævnt lag.

Læg næste lagkagebund på.

Her lægges stikkelbær-cremen på og smøres ud i et jævnt lag ved hjælp af en palet-kniv.

Læg øverste lagkagebund på med den ru side opad.

Sæt lagkagen på køl mens glasuren tilberedes og flødeskummet piskes.


Til pynt:

Glasur af 1/4 pk. flormelis og vand

1/2 liter piskefløde

Brombær

Blåbær

Rosa drys

Karamelliserede hyben


Flormelis hældes i en skål. Har flormelis'en stået et stykke tid, er det en god ide' at sigte flormelisen.

Rør gradvist en lillesmule vand i imens glasuren røres til passende konsistens.

Pisk piskefløden til flødeskum. Skyl bærrene og læg på et stykke køkkenrulle.

Klip et lille hul i en sprøjtepose og læg en sprøjtetyl i. Mette Blomsterbergs rulle med sprøjteposer samt sprøjtetyller er perfekte til formålet.


Tag lagkagen ud af køleskabet og hæld glasuren forsigtigt på lagkagen. Smør glasuren rundt på lagkagebunden i et jævnt lag der dækker hele kagen.

Fyld flødeskum i sprøjteposen og sprøjt flødeskum på siderne af lagkagen samt en kant af flødeskum hele kanten rundt. Sprøjt tilsidst 4 rosetter på toppen af lagkagen. Slut af med en roset i midten af lagkagen.

Sæt brombær hele vejen rundt på kanten på skift med blåbær. På hver flødeskums-roset sættes et brombær.



Er der lidt glasur tilbage kan det blandes op med lidt rød frugtfarve. Lav et kræmmerhus af bagepapir og fyld glasuren i. Sprøjt en snirkel imellem rosetterne. Drys lidt rosa drys over.

Læg tilsidst en karamelliseret hyben-skive imellem hvert brombær ovenpå eller ved siden af blåbærret.




Voila! Så har du en lækker lagkage :)



Velbekomme!


12 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle